I Oceanografi, forudsigelse af flow evolution via numeriske opførelsen af omtrentlige løsninger på de regerende ligninger. Løsninger er opnået ved at tildele diskrete værdier til tidsmæssige og rumlige derivater for at konvertere de regerende differentialligninger til algebraiske ligninger, der kan løses ved hjælp af computational methods. Fordi computational ressourcer finite, ingen én teknik er ideel til alle programmer. Nogle modeller definere ligningerne på meget fine rumlige intervaller (se direkte numerisk simulering). Denne tilgang fremlægger løsninger, der meget nøjagtige, men at spænde over kun små rumlige regioner (rumlige skalaer på et par meter, i øjeblikket). Den anden yderlighed, nogle modeller kalibreringsgas hele ocean bassiner ved hjælp af store rumlige intervaller (hundredvis af kilometer). Her, tilnærmelse af uløste beslutningsforslag er et afgørende og vanskeligt emne (se meget store eddy simulation). Lighed afvejninger skal foretages med hensyn til timelige løsninger. Numeriske modeller varierer også i ligninger og grænseforholdene, der er ansat. Den mest almindelige model almindeligt anvendt i Oceanografi omfatter momentum bevarelse via de oversættelsesanmodninger Navier–Stokes ligninger med Boussinesq tilnærmelse, masse bevarelse via incompressibility betingelse, og ligninger udtrykker bevarelse af varmeenergi og salt (f.eks. Gill 1982). Til omfattende programmer, hydrostatisk tilnærmelse foretages normalt. Lodret koordinat muligvis geometrisk højden eller en bekvem stedfortræder som tæthed, tryk, logaritmen af pres eller potentielle temperatur. Overflade grænseforholdene generelt express strømme af dynamik, varme, og Ferskvandsbiologi fra atmosfæren. Basin-skala modeller bruger grænseforholdene at tilnærme virkningerne af bunden topografi. Mindre-scale models typisk angive periodiske betingelser på side grænser og en energi stråling betingelse nederst. Se også kolonne model, blandet lag modeller, koblet model.